Historie

Assensgade 26
 i 1920’rne

Assensgade 26
 i 1920’rne

Af Eva Hemmer Hansen

Jeg er født i 1913. I Aalborg. “På en altan på femte sal overfor kirkegården”, sagde mine forældre. Det er usandsynligt, for det skete 2. januar. Men teknisk set er jeg aarhusianer. Mine unge forældre emigrerede til Aarhus, da jeg var seks uger, og deres børn, børnebørn og oldebørn er blevet der. Mine forældre blev begge over 80. Men havde man spurgt dem, hvad de var, havde de nok umiddelbart svaret “aalborgensere”. Al ældre slægt og alle familiesagn er fra Aalborg eller nordenfjords. Og lige siden 1913 var ingen på besøg i Aalborg eller kom på besøg derfra uden at medbringe en bagerpose med de sukkerbrunfedtede aflange aalborgensiske smørkager, som er uspiselige af andet end veneration.
Farfar var tømrermester, og mors forældre havde tobaksforretning. Efter fars præliminæreksamen tog farfar ham i lære, men kasserede ham, “mens Hemmer endnu har begge sine tommelfingre”. Så kom far i købmandslære og tappede petroleum og
fiskede spegesild op af saltlagetønder med frostrevnede hænder, til han var udlært.

Så gik han op på “Nordjylland”s redaktion og meddelte dem, at han ville være journalist. Han lignede Johs. V. Jensen og understregede det med frisure og knækflip. Mor havde
højere handelsskoleeksamen. Hun var en ualmindelig køn pige med et stort sort hår, af det “man kan sidde på”. Desuden havde hun fire brødre. Far spillede centerforward for Aalborg sammen med en af dem. Det blev til 55 års ægteskab, to næsten jævnaldrende døtre og en noget yngre søn. Et ganske almindeligt ungt par lige før første verdenskrig. For mig må man gerne kalde dem småborgere. Man kan også kalde far familiens første intellektuelle – self-made.
Det hjem, jeg kender fra 1920’rne, er en treværelseslejlighed på tredie sal i Assensgade 26, dengang den alleryderste sydlige gade i Aarhus. Åben ud til Aarhusbugten med Helgenæs og Ellemandsbjerget og Samsø, og lidt åbne græsmarker over til en kant villaer foran den sort-grøn-rødgyldenbrun-hvide Marselisborg skov. En af mine tidligste erindringer er, at jeg sidder ved vinduet i spisestuen, alene, en meget tidlig sommermorgen, i natkjole og med bare, kolde fødder og stirrer mod øst, ud over bugten. Jeg har været fem år. Far havde fortalt en “godnathistorie” om verdensrummet og om solen, der en dag skal slukkes, så hele jorden pludselig dør. Jeg var uendelig lettet, da solen kom.
Nu er der bygget foran Assensgade, og man kan ikke se solopgangen.
Far gik på bladet henunder aften og kom hjem mellem to og tre om natten. (Under generalstrejken i 1920 havde han våbentilladelse.
og i mange år lå der en pistol – uden ammunition – rundt om i huset. Den forsvandt under besættelsen). Foruden jobbet ved det store, ansete “Jyllands-Posten” havde han taget ekstrajob som redaktør af de jyske købmandsforeningers ugeblad “Dansk Handels-
blad” – han var jo købmandsuddannet. Det voksede til et meget stort foretagende, og blev senere hans egentlige job. Mor med sin handelsskoleeksamen sprang til og overtog kontoret og stod for abonnementsafdelingen, til hun blev pensioneret som 70-årig.
Desuden var hun husmor med tre børn. Flittige unge mennesker eller stræbere -?
De har fortalt om nogle meget hårde år lige efter 1913. da “drømmelønnen” ikke holdt trit med prisstigningerne. Jeg husker et badekar fuldt af drivvåde aviser. Far havde det “frynsegode”, at han kunne tage gamle aviser med hjem. De blev blødt op og vredet og
tørret til briketter. I den tid, jeg virkelig kender i 1920’rne, sad vi ganske godt i det. Men det skal ikke nægtes, at vi hørte skænderier om penge som børn. Ingen af vore forældre var økonomer.
Vores karre var moderne, bygget omkring verdensudstillingen i 1909. Det var en dyb desillusion for os børn, da vi fik at vide, at den kæmpehøj, der lå nede ved Stranden ikke var ægte de otte ejendomme i gaden så ved første blik ret ens ud. Men de svingede fra fine opgange med fire-femværelseslejligheder til billige opgange med toværelses.
Vores havde kun tre- og fireværelseslejligheder, men gadens fornemste opgang, med en forhal med terrazzo og ekstra dør, til den rigtige trappeopgang. Lejlighederne havde den sædvanlige grundplan: Entredør, en lang mørk tarm af en entre med kosteskab køkken og badeværelse til den ene side og soveværelse til gården inderst, og to ret store, lyse stuer til gaden. Der boede ikke “arbejdere” i gaden, alle fædre gik i jakkesæt og med flip, og mødre gik ikke udendørs – bortset fra et smut til købmanden – uden hat, frakke og handsker. “Toppen” var en bankdirektør i en femværelses, og “bunden” en “enlig mor” med en symaskine på kvisten i det billige hus og en lappeskomager i en utrolig beskidt
kælderstue forneden. En ret stor købmandsforretning på det ene hjørne, en billig købmand pa det andet, en enkefrue i et mælkeudsalg midt i gaden. Hver morgen blev man vækket af den første sporvogn, der hvinede ud fra remisen og ned gennem Hans Brogesgade. Pæn gade, men hverken “gammelt milieu” eller luksus.

Vi var gadens eksotiske element. En far, der gik pa arbejde. når andre fædre kom hjem, og ville kalde det “arbejde” at gå til fodbold om søndagen eller i teatret om aftenen! En mor, der var “shinglet” og knækort i silkestrømper og havde mange forskellige hatte!
Lejlighedsvis gæster, der dansede “ja-s” og vistnok drak “koktailser”. Engang ved et mindeværdigt karneval var en maharajah og enharemsdame set gå op i lejligheden. Og gud og hver mand vidste jo at journalister var helt umoralske mennesker, der satte ordentlige folk i avisen.

Vi havde en ung morbror boende, som mor – der som journalistkone var ret overladt til sig selv – gik ud og dansede med.
Jeg har engang banket en dobbelt så stor pige lige til hendes mors indgriben, fordi hun drillede med, at onkel Aksel var “jeres mors lille ven”. Nogle små gryder må have haft øren. – Vi led også meget under, at vi havde en gæst, der hed “Numsevisk”. Det var fars
skakven, stormesteren Nimzovitsch. Men jeg vil da ikke sige, vi blev “mobbede”. Nu slog jeg altså også en proper næve, og min lillesøster havde et grimt trick med at bide modparten i benet. Og dagen efter var man så venner igen.

Hvad kan man reelt huske om sin barneverden, og hvad ved man, fordi man har hørt det og tænkt over det senere?
Soveværelset ma jo have været den første del af vores verdensbillede. Der stod en barne-tremmeseng for enden af dobbeltsengen, men den kom ikke mig ved. Jeg var en “stor pige”, der sov på divanen i spisestuen. Man blev lagt ind i dobbeltsengen om dagen, når man var syg, og om aftenen, når der var gæster. Og så båret tilbage som en søvndrukken bylt sengetøj, når gæsterne gik. Når far havde sovet ud om formiddagen, kunne man smutte ind og ligge og føre filosofiske samtaler med ham. Og man kunne stå ved toiletbordet og se mor gøre sig fint i stand til at gå ud. Hun børstede “mascara” på vipperne med den fineste lillelillebitte børste. Men man hørte ikke til derinde. Soveværelset var så fuldt af store møbler og så koldt.

Min lillesøsters og min verden var spisestuen med det gråmalede trekvartpanel og den gule limfarve foroven. I al den tid, vi boede der, grinede der en hvid plet oppe i det gule som et ansigt, der sagde, at værten bliver meget vred, hvis børn piller hul ind til pudset.

Man kunne gå armgang stuen rundt på overkanten af panelet. Vi legede ved spisebordet og lavede hule under det ved at dække det med uldtæpper. De seks stive spisestuestole var alt fra kæmpens borg til futtoget til Aalborg. Dækketøjsskabet med de to små onde grønne glasrudeøjne foroven var forskelligt ondt, der skulle nedlægges. (Det blev holdt låset). Vi havde vores “ting” forneden i et fast hjørneskab med en dør, det var forbudt at svinge på. Divanen var til at slå kolbøtter på. Koksspanden havde uanede muligheder, når den “unge pige” glemte at tage den med ud.
Støbejernskaminen – indfældet i væggen – havde et rum foroven til at stege æbler i og en låge til en stikkedel, der kunne synge, og en låge med rist forneden, som sommetider fik lov at stå åben, så man kunne ligge på gulvet foran og se ild. Når der skulle spises, eller mor skulle bruge symaskinen, blev vi fejet af vejen og stuen bragt på ret køl.
Hjemme hos de andre børn hed “herreværelset” dagligstuen, og man måtte slet ikke komme der. Hos os var den de voksnes, og man måtte være der sammen med dem. Der var en stiv chesterfieldgruppe med grå “uopskåren mekka” og et bord på sokkel med fire
løvefødder. Det spændende ved det var et hemmeligt rum mellem pladen og soklen, hvor min søster og jeg kunne gemme vores hemmeligheder for hinanden. Det besværlige var, at man ikke måtte sætte fødderne på kanten af soklen. (Selv da vi var voksne og gift,
kunne mor gribe sig i at sige “Ikke fødderne på soklen! “). Derinde stod også fars skakbord i karnappen og hans umådelig store, skuffefyldte, papirvæltende skrivebord. Og en piedestal med en trekvart meter høj sort “Ekko” i draperier og med en hånd bag øret,
og en yndig lille dame af “alabast” (som nu vist var gips). Mor prøvede ærligt at holde sig en viftepalme, men den gik altid ud.
Senere kom der et flot blomstret gulvtæppe. Jeg kan huske, det blev fejet med våde teblade, før støvsugertiden. Og et klaver. Guderne må vide hvorfor, ingen kunne spille. Jeg blev tvangsindlagt, da jeg var otte, og holdt til. De andre saboterede og slap. Men den flotte skabsgrammofon med håndsving og masser af danseplader var en brugsgenstand.
Det skønneste i stuen var den store grønne, kakkelklædte bagside af kakkelovnen i stuen. Min søster og jeg har ført bitre kampe om, hvor længe hver af os måtte ligge på divanen med ryggen op ad den herlige varme, når den iskolde aarhusianske østenvind stod på.
Og så var der det høje standur med den store runde gyldne skive forneden på pendulet og de dybe slag, der var så dejlige, hvis man lå inde i stuen om natten og følte sig lidt alene.

Min “efterrationalisering” er, at mine unge forlovede forældre er gået til en møbelhandler med deres penge til udstyr og har fået prakket på, hvad “man” brugte i den prisklasse.

At de så efterhånden lempede ud, hvad der ikke passede dem, og anskaffede ting, de kunne lide, uden hensyn til “stil” og fik et særdeles rart og brugbart hjem ud af det. At der ville komme børn i et hjem, synes ingen møbelhandler – eller for den sags skyld husbygger – at have forudset. Møbelhandleren har heller ikke forudset, at unge mennesker havde så urimelig mange bøger. Så der hørte to reoler til det allerførste udstyr – lavet af farfar med solid tømrerhånd og syvtommersøm. De står stadig – 70 år efter – i mit hjem. Alle har i
tidens løb givet op overfor at destruere dem.

Køkkenet var “moderne og funktionelt”. Iskoldt, når gassen ikke gik. Bart trægulv og bart køkkenbord, der skulle skures og skures og altid “rejste sig” i træet. Jernvask med evigt fugtig trækant og en koldtvandshane, der var helt ustyrlig for barnefingre. Dybe mørke
underskabe og tallerkenhylde og overskab med glasdøre, med musselmønstret hyldepapir og borter, der skulle skiftes ved hver hovedrengøring. Et spisekammer med et væld af hylder, og så lille, at man måtte gå baglæns ud af det, nar man havde været inde og bruge brødmaskinen. Køkkenvinduet umuligt at åbne og lukke uden at ligge på maven hen over vasken. Der var alt, hvad der skulle være i 1915. Men ikke et sted at sende ægtemanden ud at vaske op i, eller egnet til at vænne børn til at deltage i husarbejde.
Vi elskede badeværelset. Der var ejendomme i gaden, hvor man delte WC ude på bagtrappen og vaskede sig ved køkkenvasken. Vi havde et langt, lyst badeværelse med toilet og vaskekumme og badekar og god plads til snavsetøjskurv og vaskebræt og balje til
klatvask og tørresnore. Min lillesøster og jeg kunne sidde i hver sin ende af badekarret i vand til halsen og et bræt lagt over kanten

imellem os og lege. Onsdag og lørdag. Vandet kom fra en vældig kobbergasovn for den ene ende af karret. Den tændte som et udbrud af Vesuv og hvæsede som en rede slanger, mens den varmede til næste bad. Hvis hvæset tav, styrtede mor til, for så slap der gas ud, og det var farligt. Vi dykkede under til næsetippen, og mor holdt tændstikker til – med bortvendt ansigt og lukkede øjne – indtil Vesuv reagerede.
Huset havde ikke det gammeldags tjenestepige-hummer inde i bunden af lejligheden. Men da nogen stadig holdt “ung pige”, var der indrettet en stribe skråværelser oppe i loftsetagen, overfor de aflåsede pulterrum med tremmevægge. Man kunne leje dem, andre
lejere ikke brugte, og vi havde allerede udvidet med det bedste – det med elektrisk lys – til “bladkontor” til mor og en ung kontordame. Da lillebror kom, rykkede min søster ind på divanen, og jeg fik en klapseng, et uhyre med hård grå sækkelærredsbund og krydsben, der klemte fingre og galoperede stuen rundt, mens man sov. Vi fik mors unge bror i huset – han blev vores storebror i alle årene – og mors anden bror, der “rejste i fotografiapparater”,
slog sig ned, når han arbejdede i distriktet. De sov pa Chesterfielden i herreværelset og havde altid hold i nakken. Men situationen blev uholdbar, så vi lejede to ekstra tagkamre. Min søster og jeg fik vores eget værelse – til vild misundelse for kammeraterne. Far tapetserede det med prøvebøger, han fik af en tapethandler, og væggene var et under, fra havregrynsmelerede firkanter over roser og ranker til blå og grønne tropefugle med “ægte guld” i. Der var en seng og en divan og to kasserede kurvestole og et bord og et tagvindue, man kunne stikke hovedet op af og se vidt, vidt ud fra. Der boede vi med husets kat, når temperatur og lys overhovedet tillod det. Den unge pige og onkel havde petroleumsovn og – lampe, men det var vi ikke betroet til.

Den almindelige mening var, at familien var “stor på det” med pladskrav. Da vi var fem-seks år, søgte vi fra lejligheden ud i verden. Det skete ved at rutsche hele vejen ned ad trappegelænderet. Når man var vel nede, smuttede man gennem kælderhalsen om til de to smalle, svungne bagtrapper. I nogle opgange måtte børn ikke bruge fortrappen undtagen sammen med forældre. Hos os var bagtrapperne forbudt, og der lurede hekse indenfor visse af køkkendørene, parat til at fare ud og true med at “klage til værten”. Hvem
“værten” egentlig var, har jeg aldrig vidst. Det har formodentlig været en af byens solide fastlønnede sporvognskonduktører, der satte deres penge i ejendomme. Men når man slap vel forbi, var der mulighed for at fortsætte jagten – hvis man havde fjenden i hælene
– rundt oppe foroven, hen ad “pigegangen” og ned ad fortrappen eller ned ad den anden bagtrappe til kælderen. Ellers kunne man komme videre op ad en slags hønsestige til en lem op til det vældige halvmørke tørreloft under de nøgne tagbjælker. Hvis man mærkede
vådt vasketøj om ørene, når man stak hovedet op gennem lemmen, var det med at komme ned igen. Vasketøj var helligt. Loftet havde kun gulvbrædder pa den del, der var beregnet til vasketøj. Ellers lå der svære gulvbjælker, hvor man øvede sig i at springe fra den ene til den anden uden at dumpe ned i de lerklumper, der fyldte op imellem dem.
Nede i kælderen var der en mørk gang til den ene side, med brændselsrum og cyklekælder. Den var ikke interessant. Gangen til den anden side var lys, med lave vinduer ud til gården. Der lå vaskehus og strygestue. De blev ikke meget brugt i vores tid, de
fleste lejere var begyndt at sende “det store” ud og vaske (forbudt) klatvaske og tørre den oppe i badeværelset. Men jeg har set kælderen dernede med vaskekonen og mor og “den unge pige” i em og damp og med hårtjavser klæbende ned over ansigtet. Vaskekonen
var i træsko og sækkelærredsforklæde og, efter hvad vi opfattede, en særdeles kyndig dame der stod respekt om. Vi fik grød på vaskedagene, men – stadig for mig at se – var det os børn, der var utilfredse med det.

Vaskekonen ville måske nærmest have set ned på en husmor, der spildte tiden med at stå og lave mad, når der var arbejde nok at få til side i vaskekælderen. De storvaskende kvinder spiste smurt mad i køkkenet. Jeg kan huske, at det imponerede mig dybt at se vores vaskekone drikke sin kaffe af underkoppen, elegant balancerende på fingerspidserne. Vi prøvede at lære kunsten, men mor sagde, at sådan gør børn ikke. Selve vaskekælderen var absolut strengt funktionel: en kulfyret gruekedel, der skulle tømmes for biller inden vasken. Cementgulv, en vandhane over en rist i gulvet.
Et stort rundt skyllekar, så tungt, at det var umuligt at tippe det over, før man havde tømt næsten alt vandet ud med “strippen”. Et langt bræddebord under vinduet til at lade tøjet løbe af på og senere lægge det sammen på. Strygestuen var et bart rum med et kolossalt
strygebræt, et andet bræddebord til at “lægge fra” på, og en lille rusten jernovn til at varme to strygejern på. Arbejdsgangen i de tre vaskedage, man havde hver måned, var, at man bar tøjet ned oppe fra lejligheden i en tøjkurv – på størrelse med den, de lystige koner
i Windsor gemte Falstaff i, og så lang, at en kvinde af middelstørrelse lige akkurat kunne spænde over håndgrebene for enderne. Tøjet blev sat i blød i skyllekarret om aftenen, og næste dag blev det manøvreret over i gruekedlen på “vaskestangen”, en svær stok på
størrelse med en åre. Alt vand skulle fyldes på fra vandhanen under risten og tømmes ud igen med “strippen”. Nar tøjet havde kogt – imens fik man mad og kaffe oppe i lejligheden – og svalet lidt, skulle det over i karret og skylles. Tre gange, frem og tilbage mellem kar og bord på vaskestangen. Der forefandtes et uhyre af en vridemaskine. Den, der havde konstrueret den, havde tænkt på hjemmets kvinder med et smukt smedejerns håndsving, men ikke betænkt at tingesten var næsten umulig at skrue solidt fast på kanten af det runde skyllekar. På gode dage kunne man hænge til tørre lige udenfor i gården.

Ellers var det hele vejen op ad bagtrappen til tørreloftet med Falstaff-kurven tung af vådt tøj. Og så ned i lejligheden igen, så loftet var klart til næste lejers storvask-tur. Dernede skulle der “rykkes lagner” – et job, vi børn kunne bruges til, men som vi hadede. (Hvis man er helt alene om det, kan det klares med, at man klemmer den ene ende af lagnet fast
i en dør). Så kom rullekonens dreng og hentede det, og det var så det. Men som sagt, det var efterhånden kun de mest hårdføre og principfast sparsommelige husmødre, der benyttede retten til vaskedagene. For det meste stod rummene tomme. “De store” brugte den som torturkammer, når de fangede en af “os små”, de gav “hestebid” og vred arme og knækkede fingre, indtil vi fik samlet en undsætningsekspedition, og der blev så megen larm, at viceværten kom og jagede “ungerne” ud. (Se senere om de forskellige krigsforende stammer). Legepladser og legeapparater til børnene fandtes ikke, der gik rygter om, at der var en legeplads med vipper og en gynge et sted længere inde i byen, i et anlæg, der hed “Skansen”, men så langt drømte vi ikke om at prøve at finde hen.
Vi tog simpelthen de voksnes territorium, huset, i besiddelse ud fra dets brugsværdi for os. Gården var vores lovlige legeplads undtagen når der hang vasketøj. Det var en aflang cementfirkant med høje, svære plankeværker til nabogårdene. Man var “stor”, når man kunne klatre over dem uden at kravle op ovenpå skarnkasserne først. I nabogårdene blev fremmede børn jaget væk. Til den tredie side havde gården et stakit ind til en lille have, der løb ud i en spids.
Den var viceværtens og strengt privat. Der stod en støvet syren og nogen golde frugtbuske, og jeg har aldrig set et voksent menneske være derinde. Ude i spidsen var der et hønsehus. Min søster påstår, der var høns. Jeg mindes kun nogen helt kannibalske hønselopper.
Andre viceværthaver var mere pyntelige. Men af en eller anden grund respekterede vi, at de var “private”. Fortovet udenfor karreen var sådan set også legal legeplads. Man havde brug for husmuren til at spille kugler op imod, og til det meget indviklede boldspil, man
skulle kunne, når man var seks-syv år: bold lige mod mur og grebet, slået mod mur med flad hånd, slået mod mur med knyttet hånd, under knæ, bag om ryg, til sidst med panden. Højre, venstre, fem gange af hver. Men der var altid voksne, man var i vejen for. Vi havde “hestegaden” – jeg har aldrig set en hest på den, endsige en bil. Der kunne man hoppe i paradis – i firkanten med tal med hoppestang og “i mand” på eet ben med hoppesten. (Vi har aldrig sagt “hinke”). Vi “sjippede til tusind”, alene eller med to til at svinge og en kreds udenom til at tælle. Vi talte ud til “ståtrold” og “kuk” (- skjul -) i kreds med fremrakte knytnæver: Ekkern-knekkern-knold-tot-du-slap-es-fri-for-at-være-den. (Sproget er autentisk sydaarhusiansk). Og så havde vi Assensgadebørnenes særlige privilegium, “Trekanten”, marken med små elmetræsbuske omkring, et par meget små gruspletter og længst borte tykt græs og hvidkløver, hvor man kunne være privat og ligge på ryggen og se op på skyerne.
Vores ejendele var bolde (en “massiv” var det fineste), kugler og nipsenåle og glashoppesten. Man tegnede på gaden med en blød skifersten eller en rød murbrok, en stump “ægte kridt” var en værdigenstand. Stort købt legetøj, som nogen “ejede”, forekom
ikke. Der var et par cykler, som var kommunale, indtil pernittengrynede forældre greb ind.
Vi var “nede og lege”, så snart vejret tillod det, og så længe det var lyst. Fik en “mellemmad” smidt ned oppe fra vinduet, når man kaldte. Der var et par enkle forbud: ikke tage bolcher af en fremmed mand, aldrig gå alene ned til lappeskomageren, ikke gå
længere væk, end at man kunne høre, når der blev kaldt “spise! ” Vi kom heller aldrig langt væk, for der boede fjendtlige stammer i de andre gader. Der var heller ikke meget, vi kunne komme galt afsted med. Der var dog engang, vi havde fået gravet verdens prægtigstehule i grusgraven’ så dyb, at den største af os lige kunne nå kanten med fingerspidserne. En far så os tilfældigt oppe fra et vindue og kom styrtende og hev sin protesterende fem års søn op og trampede dødsfælden sønder og sammen. Vi hadede den far sidenhen. Der var tre “stammer” i gaden. “Tøserne”, nogle ti-tolvårs piger, der legede med dukker og huggede deres mødres Iæbestift og “skabte sig”. Fem-seks store drenge 12-14 år, – som var temmelig brutale, når de gad jagte os små. Og så vores flok på en halv snes “små” mellem seks og tolv år. Drenge og piger, uden fjerneste “social fornemmelse”, og med en fører – ikke nødvendigvis en dreng eller den ældste – som etablerede sig selv ved initiativ og legefantasi. Stammen gik i opløsning, da vi nåede 3.-4. klasse i skolen, delvis fordi vi gik i “betalingsskole”, mens de andre holdt sammen i kommuneskolen.
Men den dag i dag kan man møde en person i 60-års alderen, og begge lyser op: “Du er jo dig fra Assensgade! ”
Jeg bor nu et sted, der for mig at se er et ideelt legeterræn for børn. Men sender man dem udenfor, er de der fem minutter efter: “Hvad skal vi lave ?” Børn må have udviklet et umådeligt talent for at kede sig – og andre. Der var ingen, der drømte om at “organisere” noget for os. Vi tog simpelthen de voksnes territorium ind ud fra dets brugsværdi for os.

Men naturligvis hørte vi også til “oppe” i lejligheden. Hvordan levede man der?
Vi var velklædte og velpassede. Købt børnetøj forekom ikke, da vi var små, mor syede, strikkede og broderede alt til os, pyntede små hatte. Hendes pragtstykke var to små fine mørkerøde ens vinterfrakker. Vi havde en “lappekone” – en lille umådelig gammel kroget dame – der også syede vores kjoler. Men vi vidste, at når man blev voksen, købte man vidunderlige ting, som dem, mor havde. Sommetider måtte man låne dem og lege “klæde sig ud”.
Som små gik vi i chemise og lærredsbukser til at knappe i siden – en vanskelighed, når man var “stor” og “kunne selv”. Ribstrikket livstykke med grå løse strømpebånd og ret-og-vrangstribede vinterstrømper, der kradsede djævelsk. Fin kjole var tyll med strutskørt.
Håret blev strammet til hovedpine i “rottehaler” eller “ørekager”. Til fint brug løst hår med vældig topsløjfe. Det må have været en umådelig arbejdslettelse, da man kunne købe “macosan” og tricotcharmeuse og merceriserede strømper. Mor var altid med på det nyeste og mest praktiske.

Vi spiste sammen med de voksne og fik samme mad – men skulle, ikke spise ting vi direkte ikke kunne lide. Undtagen når vi var i byen, så var mor ubarmhjertig:  “Du dør ikke af det for en enkelt gang” vi oplevede aldrig det, vi så hos kammerater – at “far” fik kød og de andre kun sovs og kartofler. Alt godt blev strengt ligeligt delt.

Den dag i dag tæller man i vores familie årets første jordbær fra skålen rundt i tallerkerne, de største og fineste først rundt.
Morgenmad var havregrød, dynget til med syltede tyttebær og gråpærer, “dykænder” – rugbrødsterninger i varm mælk – eller en skive kold vandgrød med varm mælk og masser af sukker.
(Forunderligt nok elskede vi det). Så “tyskere” – rugbrød og franskbrød lagt sammen med smør. Mor brugte kun margarine under pålæg, hvad der gav anledning til bemærkninger, når farmor var på besøg. Altid både te og kaffe – hele slægten er delt i temennesker og kaffemennesker. Søndag morgen et rundstykke og et wienerbrød – femøres til børnene, men de var også de bedste.
Frokost lidt tilfældigt – en af familiens ekscentriciteter var, at vi spiste middag om aftenen på hverdage. Formad – sødsuppe med sagoøjne og svesker, og alt det der – og eftermad. Søndag steg og dessert. Man drak vand til maden. Der var øl og snaps til fars bridgeherrer, og når der var gæster, og en enkelt gang til far. Mor kunne ikke lide øl. Men hun og onkel havde en svaghed for en D.O.M. eller en Lilla Bols til eftermiddagskaffen og faldt ret tit for lige at sende os om til “den gode bager” efter flødekager. Det var fjendtligt territorium, og man skulle være vaks for ikke at få en knytnæve i kagebakken. “Jamen kan du da ikke passe lidt på”
Hed det så.

Som børn var “vin” for os et nip sød portvin. Men vore forældre var absolut ikke afholdsfolk – jævnfør “koktails’erne” ved fester.
De kom også som journalister meget ud. Men jeg mindes kun en enkelt gang at se far “sjov”, mens mor halvvejs lo, halvvejs skældte ud. “Fulde mænd” kendte vi udmærket nede fra gaden. De sov sommetider i kælderhalse og trappeopgange. Vi var hverken bange for dem eller drillede dem, vi ignorerede dem.

Med den almindeligt stigende velstand i 20’erne blev drikkevarer mere almindelige hjemme, og når vi blev henad 12 år, lod vore forældre os “pædagogisk” lige prøve, hvordan vin til en fin middag virker. Så det kom ikke bag på os senere hen – som på en del af vore studiekammerater.
Vores forældre bekendte sig hverken til “fri opdragelse” eller “gammeldags principper”, de var simpelthen et par unge mennesker,der havde fået børn, og så skulle man finde ud af at ordne det rimeligt for alle parter. Fysisk sorterede vi under mor og “den unge pige”. Nogle af dem var slet ikke unge, nogle havde vi i årevis og elskede højt, andre fyldte os med en rædsel, så vi ikke engang turde sige noget om det. Mor lærte os tidligt at tælle – for mig er “70” den dag i dag en prægtig påfugl med “halefjer”. Vi fik anvist, hvordan man strikker. Seks år gammel blev jeg så krævende med at få læst højt, at man stak mig en papplade med alfabetet og fortalte mig, hvad bogstaverne hed. Så fandt jeg ud af det og stillede en morgen for fodenden af fars og mors senge og læste højt for dem af “Knold og Tot”. Jeg fik megen ros, da de blev vågne nok til det.
Men ellers var det jo skolens sag at undervise børn. Vi havde ikke huslige pligter, men vi skulle kunne dække bord. Mor var pertentlig, service skulle passe sammen og anbringes lige. Koldt drikkes af glas, varmt af kop med underkop, og teskeen må ikke “flage”. Man
skærer ikke kartofler med kniv. Man taler ikke med mad i munden. Man brokker sig ikke over maden. Man får lov at gå fra bordet, hvis man begynder at sidde uroligt – uden skænd. Pålæg skal sættes ind på en asiet, ikke smækkes på bordet på en underkop, som hos nogle af kammeraterne. Pernittengrynet, men vi har stadig reflekserne.
Far var husligt set hjælpeløs. Han kunne brygge sig en potte kulsort te, hvis det var umuligt at tilkalde assistance, men det var ham for kompliceret at tage andet end en humpel bart rugbrød til. Den ene gang, han har haft et eneansvar for os – mor var syg, og vi var tre og fire år – fik vi lus. Han vidste ikke bedre råd end at barbere os pilskaldede. Mor græd, da vi tog imod hende på banegården. Men far kunne fortælle selvdigtede eventyr, der strakte sig over år, og han vidste alt om stjerner og revolutionen i Rusland og spøgelseshesten på tipoldefars herregård i Thy og om Gud. Og han var altid villig til at gå ind på nærmere drøftelse af fænomenerne.
Nogle af de børn, vi kendte, tiltalte deres forældre i tredie person. “Vil mor ikke godt -“. Vi sagde “far” og “mor” og “du”. Aldrig fornavn. Senere i omtale “chefen” og “fruen”. Vi har aldrig fået klø – et dask, når vi var utålelige, regner jeg ikke, men vi blev ikke “straffede”. Min første lussing i skolen fyldte mig med målløs forundring. Et voksent menneske stod ganske roligt og talte til en og så slog hun! Jeg skammede mig sådan – på den lærerindes vegne – at jeg aldrig fortalte det hjemme. I betragtning af, at vi sloges som små bøller på gaden, og at vi sommetider nærmede os mord i søskendeslagsmål, kan det ikke have været lussingen – det var princippet. Man blev heller aldrig skældt ud med grove ord og råben op, eller for den sags skyld sarkasme. Fik bare at vide, at det og det gik altså ikke. Eder hørte vi aldrig hjemme. Og hvis en fremmed gled i retning af en “uartig historie”, sagde mor ingenting, men der kom ikke flere historier. Vores forældre var på ingen måde sarte eller snerpede. De følte åbenbart bare ikke noget naturligt behov for at være vulgære. Vi var selvfølgelig ikke englehvide, men det med “beskidte oplysninger af dårlige kammerater nede pa gaden” kender jeg ikke. Enten havde vi ikke “dårlige kammerater”, eller også løb vandet af gæs. Jeg vil tillade mig at påstå, at vi fik en forbavsende
god opdragelse af usagkyndige forældre.
Vi savnede jo bedsteforældre og slægtninge i det daglige. Vores unge mor var som journalistkone en del overladt til sig selv og må vist have følt sig lidt ensom. Vi rejste meget med toget til Aalborg og var på lange besøg deroppe. Senere fik vi en ikke særlig stor privat bekendtskabskreds og en meget stor og livlig omgangskreds på fars arbejdes vegne. Men mor kendte ingen “kaffedamer”, og fars særegne arbejdstid hindrede normal middags-omgangsselskabelighed. Der kom og gik mange mennesker uformelt i huset. Far
havde en kortklub. Vi børn havde lært at spille kort, så snart vi kunne holde pa en “hånd”. Bridge, l’hombre, whist, skærvindsel, bagvendt rommy, gris – nævn det, jeg kan det.

Der var jævnt hen brug for en fjerdemand i familien. Og jeg blev udskrevet, hvis en af
fars kortherrer sendte afbud. Mor der var familiens bedste kortspiller – “brød sig ikke om at spille med herrer”. Hun passede traktementet og præsiderede ved snitterne.
Dans foregik i spisestuen, med møblerne skubbet op til væggene. Mor og onkel dansede den bedste Charleston i Aarhus. Far var bedst til shimmy. Fars skak-ven “Jørgen Thomas” var tango-stjernen. Når han tog det bonede gulv i alle variationerne sammen med mor eller
sin kone “Malle”, var der andagt i stuen. Vi børn blev sendt i byens bedste danseskole. Mærkeligt nok hadede vi den og obstruerede den hårdnakket.
Kulturelle interesser i et provinshjem i 1920’rne –
Det højere kulturliv i Aarhus var lukket. Man gik til koncert som medlem af “Philharmonisk” og til bal i selskabsforeningen “Polyhymnia”, men det faldt os aldrig ind at deltage i. Jeg tror slet ikke, de legendariske “gamle Aarhus-familier” var interesserede i proselytter.

Foreningsliv var stort set ukendt. Far og mor stod i Konservativ Vælgerforening og stemte sammenbidt på fribytteren Bent Holstein men mig bekendt kom de ikke i foreningen. Man gik ikke på bibliotek – men stod i læsekreds hos “sin” boghandler. Man gik ikke i kirke – jeg så første gang en kirke indvendig, da jeg skulle konfirmeres. Far læste fransk hos en nonne pa Sct. Josephshospitalet og tog lejlighedsvis mig med til messe i katolsk kirke. Han snakkede en tid om at “konvertere”, men det blev aldrig til noget. Mor ville ikke tale religion. “Jeg ved selv, hvad jeg tror”, sagde hun. Der kom en “fritænker” i huset – en af fars skakvenner, meget skæg- og hårbevokset og vist på en eller anden måde russer.
Bølgerne kunne gå højt mellem ham og far. Vi rejste meget lidt, udover de mange ture til Aalborg. Jeg besøgte første gang København i 1937 – på representation, som ledende senior i Aarhus Studenterforening. Vi “lå på landet” et par somre hos landbofamilier, der rykkede ud af deres stuer for sommergæster. Jeg tror, det var, fordi det var noget, “man” gjorde, og at far og mor kedede sig lumsk. Vi børn påskønnede badestranden, men den havde vi jo også hjemme. Engang sad vi 14 dage i øsende regnvejr i et dyrt lejet sommerhus ved Vesterhavet og spillede kort. “Aldrig mere! ” sagde far. Vi var og blev bymennesker.
Vi var også bogmennesker. Jeg har tidligt lært at grine ad bemærkningen: “Har I virkelig læst alle de bøger?” Vi børn havde fri adgang til reolerne, og vi var altædende. Min første kærlighed var Henry Hotspur – “Tre skuespil af Shakespeare” – Revl og krat efter ca. 1912, hvor far var boganmelder. Metervis af Ernst v. der Recke. Johs. V. Jensens “Eksotiske noveller”. Elinor Glyn. Emil Rasmussen. Ingemanns historiske romaner. Og så holdt vi “Familiejournalen” og “Hjemmet”. (Jeg tror mere på begrebsforvirring end system i kulturopdragelse, det tvinger en til at finde sine egne ben).
Vi spillede meget grammofon – danseplader og humoristiske monologer af “Gissemand”. Jeg, der holdt ved (eller blev holdt til) ved klaveret nåede frem til at akkompagnere onkel Aksels ganske flotte tenor til “Nøkken sad i elven -“. Det var gribende. Heldigvis var familien ikke høj-musikalsk. Al vores musikundervisning var i øvrigt både hos vores (selv meget dygtige) spillelærerinde og vores komplet umusikalske sanglærer i skolen under al kritik. En ting misunder jeg børn nu til dags – chancen for en ordentlig musikalsk opdragelse. Far eksperimenterede tidligt med at bygge radio, men den kom der nu aldrig vellyd ud af. Det må være ukuelige skjulte gener, der har gjort min søn til operasanger.
Far havde som journalist partoutkort til alle byens biografer. Det gjorde os børn populære, men det var ikke nogen kulturel interesse dengang. Hverken Valentino eller Chaplin. Vi var lidt for os selv, fordi vi kom i “rigtigt teater”. Far anmeldte, og “Jyllands-Posten” rådede fast over to billetter i parkettet. Vi kom med, så snart vi kunne holde mund indtil mellemakten. Mine tidligste minder er Maeterlincks “Den blå fugl”, “London i lygteskær” og en himmel-
blå Adam Poulsen i “Der var engang”. Vore forældre kom meget i serveringsteatrene – “Casino” og “Vennelyst”. Men det, de spillede der, var ikke noget for børn.
Kulturelt set alt i alt en blandet landhandel – men ikke helt utypisk for, hvad der overhovedet var af “tilbud” i Aarhus i 1920’rne.
En dag kom far og byltede hele familien afsted ud til forstaden Aabyhøj ad en mudret landevej. Hen til en slags skov, der viste sig at  være en forsømt have omkring et vældigt hvidt hus. Det var hovedbygningen til en udstykket gammel lystgård Aaby Østergård. Huset tom tomt.
Det var hundekoldt en novemberdag. Der havde boet husvilde, og de havde ikke gjort særlig rent efter sig. Men det var smukt! Store dejlige rum, med de vidunderligste gamle sjældne tapeter på væggene. Træværk, det var en fryd at føle på.
Alting så helt rigtigt. Og det var vores. Vi flyttede ind. Der var elleve kakkelovne og komfur. Vand fra en brønd i haven, med en ustabil pumpe oppe på loftet. En vældig, totalt ubrugelig kælder med værre vaskeforhold end i Assensgade. Det meste af den fornemme gamle have tilgroet med hindbær, den havde været lejet ud til en handelsgartner.
En hvid elefant af et hus. Men vi fik styr på det, og det blev familiens andet rigtige hjem, gennem fyrre år. Hvilket igen er en anden historie.