HistorieIkke kategoriseret

Opbygning og nedtagning af Landsudstillingen 1909

Uddrag fra Landsudstillingens 75 års jubilæum. Fra en lille bog af Tappenstregsgruppen i samarbejde med Arkitektforlaget Archipress i 1984.

Billedemateriale fra Aarhus Stadsarkiv.

Udstillingsrådet på inspektion. 1.05.1909

En samtale med arkitekt Rosen. Landsudstillingens skaber.

Jean: Aarhuus Stiftstidende, den 17. maj 1909.

I Gaar Morges sad vi paa et Værelse i Udstillingshotellet »Skansen« sammen med Arkitekt Rosen. »Har De noget imod«, sagde vi, »at fortælle, hvilke Tanker, der rører sig hos Dem, nu da De staar ved Maalet og kan aflevere Deres stolte Værk.« Rosen sad længe tavs. Saa rejste han sig og gik hen til Vinduet. Stod der og favnede den hvide By i et langt dvælende Blik. » Det er med Vemod,« sagde han saa, » jeg tænker paa, at det nu er forbi med min Del af Arbejdet.

Det er en underlig trist Tanke for mig, den, at jeg nu skal til at gaa som en Fremmed derude i mine egne Bygninger. Jeg kan huske en Gang, jeg havde arbejdet meget længe paa en Bygning, og en Dag, efter at den var bleven færdig, kommer jeg forbi og gaar ganske uvilkaarligt derind, saadan som jeg havde gjort saa mange Hundrede Gange før. » Undskyld, min Herre, hvad vil De her?« var der saa en Mand, der sagde til mig. Saadan kan det jo ogsaa komme til at gaa mig i Sommer.« Rosen smiler. Et lille træt, nervøst Smil, som daarligt dækker over hans Bevægelse. »Og saa er der det,« fortsætter han, »at man er jo aldrig helt fornøjet med et arbejde. Naar det er afleveret, ·gaar man og tænker over, om det nu ikke burde have været anderledes. Man gaar stadig og finder Ting, man ikke er tilfreds med, Ting, som man kunde have Lyst til at lave bedre… men saa er det jo for sent. ” Endelig er det jo lidt trist for mig at tænke paa, at det hele skal udslettes igen. En almindelig Bygning bliver dog staaende, efter at man har afleveret den, men her forsvinder jo det hele … Nu maa De ikke tro, at jeg derfor gaar rundt i en permanent Bedrøvelsestilstand. Jeg er ogsaa selv glad for et godt Stykke Arbejde, og jeg glæder mig altid meget over at være Vidne til andres Glæde. Kritik har jeg heller ikke det mindst imod.

Anton Rosen

Samarbejdet med Haandværkerne har i det hele og store været udmærket. Til at begynde med var jeg jo noget usikker med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvordan Aarhus-Tømrerne vilde tage paa den Slags Arbejde. Der var vist ogsaa i Begyndelsen nogle af dem, der troede, at det havde mindre at sige med Nøjagtighed og saadan noget – det var jo da kun midlertidige Bygninger, ræsonnerede de vel – men da de saa opdagede, at der hørte Detailtegning til hvert eneste Bræt, og at det var ramme Alvor, at Tegningerne skulde overholdes paa Tommer og Linier, kom vi alligevel til den allerbedste Forstaaelse, og jeg tror, jeg tør sige, at Samarbejdet har virket opdragende paa dem.

Forresten har jeg ogsaa blandt Arbejderformændene fundet flere, som øjensynlig er gaaet til Arbejdet med stor Kærlighed og megen Forstaaelse. Det er sket, at de er kommen med rigtig gode Forslag med Hensyn til Formerne, Forslag som jeg har haft Glæde af at følge. Om mine Medarbejdere i snevrere Forstand tør jeg nok påstå, at en dygtigere og elskværdigere Stab kunde jeg vanskeligt have faaet. De har arbejdet haardt; allerede for et Aar siden begyndte vi at tage Natten til Hjælp. Naar Udstillingen blev færdig til Tiden er det for en stor Del deres Skyld. Udstillerne, siger De, ja, der tror jeg nok, jeg maa sige, at jeg selv lidt for tidligt opgav den Censur, jeg skulde udøve. Der indsendtes som Regel højst mangelfulde Tegninger over Montrerne, og der er maaske begaaet den Fejl at tillade dem byggede noget for høje. Skiltningen burde nok ogsaa fra min Side være sat mere i System paa et tidligere Tidspunkt end sket er. Men i det store og hele tror jeg dog, at det er lykkedes at regulere den nogenledes, saa den ikke skæmmer altfor meget.

De spørger, om der er nogen af Bygningerne, jeg sætter særlig Pris paa. Jeg ved næsten ikke – jo jeg tror Skovbrugshallen, dens Form er saa helt anderledes end alle de andre. Desværre er Skovbrug og Hedeselskab ikke mødt med saa store Udstillinger, som vi havde ventet, saa vi har for at faa Rummet blot nogenlunde fyldt, maattet anbringe Færøernes Udstilling her …. men lad os nu gaa ned paa Pladsen. Endnu har jeg da ikke afleveret!«

Opførelsen af elektricitetshallen med bygningsarbejdere. Der ses arbejdere i toppen af bygningen

Landsudstillingens udstillingsbygninger var bygget af træ med de bærende konstruktioner udført som spinkle trægitterkonstruktioner af brædder og planker. Tagværkernes trækonstruktioner var synlige indvendig og var dermed en vigtig del af arkitekturen ved deres understregning af de hvidmalede træ bygningers lette og lyse karakter. 

Trækonstruktionerne i Landsudstillingens bygninger blev projekteret af Anton Rosen i samarbejde med arkitekten Theodor Hirth, som på dette tidspunkt havde en selvstændig arkitektvirksomhed i København og desuden var lærer i statik ved Teknisk Skole samme sted. Hirth havde været medarbejder på Martin Nyrops tegnestue 1886-89, hvor han udførte beregningerne af trækonstruktionerne til udstillingsbygningerne for den nordiske industri, landbrugs og kunstudstilling i København: 1888, og igen 1892-97 i forbindelse med projekteringen af Københavns Rådhus, hvor han på tegnestuen var »den stille, grundige, som foretog alle beregninger« Efter at have arbejdet hos Nyrop med disse opgaver var bygningskonstruktioner og i særlig grad trækonstruktioner blevet et speciale for Hirth, idet » hans store Evne som statisk Beregner parret med hans haandværksmæssige Indsigt og arkitektoniske Fornemmelse satte ham i stand til at skabe de virkelige elegante Konstruktioner, vi finder i hans egne og i saa mange andre af Samtidens Bygværker« Et eksempel på Hirths begavelse som trækonstruktør er udsigtstårnet i Zoologisk Have i København fra 1905, som er et af hans selvstændige arbejder. Hirth var vel først og fremmest arkitekt, men denne særlige interesse for beregning af konstruktioner medførte bl.a., at Hirth som repræsentant for Akademisk Architektforening medvirkede ved udarbejdelsen af de første danske normer for beregning af husbygningskonstruktioner, som udsendtes af Dansk Ingeniørforening i 1916. Anton Rosens forbillede for Landsudstillingens bygninger var utvivlsomt Nyrops udstillingsbygninger for den nordiske udstilling 1888, til hvilke Nyrop, der »mest var hjemme i Træbygning og havde som Tømrer Professionen kær«, havde foretrukket træ fremfor jern som byggemateriale.

Rejsegilde, bygningen for havebrugere.

 

Industrihallen inden bemaling.

Om trækonstruktionerne i disse bygninger, der var så usædvanlige, at 8 gamle lavsmestre fremkom med en protest ved licitationen og nægtede at give tilbud efter de foreliggende tegninger, noterer Nyrop videre: “Jeg saa de interessante Træ-Gitterkonstruktioner af Architekt Gnudtzmann i Bygninger ved Helsingør Skibs-værft og fik, som en Slags Kombination af disse og vor Banegaards Tømmerbuer, Udstillingens Længdehal« Nyrop tænkte her på Københavns 2. hovedbanegård af arkitekten J. D. Her holdt, som blev endeligt nedrevet 1916, og hvis tømmerbuer i øvrigt blev genanvendt ved opførelsen af Århus Stadions nuværende ældste opvisningshal i 1920. 

Per Dombernowsky

Pause med madame blå og en øl. I baggrunden ses Hendrik Pontoppidans Gade

Der er idag meget lidt tilbage af Landsudstillingen. De store bygninger blev solgt og nedrevet inden for et år, og af de mindre bygninger, som blev flyttet, er kun få tilbage. Blandt disse er Politikens runde pavillon, som står i Nærum, en pavillon med pyramidetag, som stærkt ombygget ligger ved Bogenssø på Mols og en bygningen i Den gamle By. Af bygningerne i Århus, som indirekte har forbindelse med Landsudstillingen, kan nævnes: De 8 smukke mønstervillaer på Marselisvej nr. 3-19, som arkitekt Egil Fischer tegnede, og hvoraf nr. 3 og 5 var hovedpræmier i udstillingens landslotteri, skovpavillonen Varna, som netop nåede at blive færdig til udstillingen samt Skansekomplekset, der som nævnt var udstillingens officielle hotel. Sidst men ikke mindst blev som bekendt Borgmestergården anvendt som museumsbygning på Landsudstillingen, før den, som den første bygning, blev flyttet til Den gamle By. 

Den 3. oktober lukkede Landsudstillingen efter at ½ million mennesker havde besøgt udstillingen. Hertil kom, at omkring 20.000 personer, eller 1/3 af byens indbyggere, havde løst partoutkort. På grund af den usædvanlig blæsende og regnfulde sommer og den store overskridelse af budgettet, blev udstillingens succes diskuteret, men det er hævet over enhver tvivl at udstillingen fik stor betydning for byens udvikling og at den en gang for alle manifesterede byens position som provinsens største by. Hertil bidrog Anton Rosens fantastiske arkitektur afgørende. 

Niels Vium arkitekt 

Udstillingen viste et bredt udsnit af dansk kunst. Både den ældre og den yngre malerkunst var repræsenteret sammen med skulpturer og en mindre arkitektursektion. Denne sektion vakte beundring og interesse med en udstilling af tegninger, modeller i gips og akvareller af bl.a. Hack Kampmann, Toldboden og Teatrets arkitekt. Kunstudstillingen fik ikke nogen blid medfart af anmelderen i Kunstbladet. Maleriudstillingen var tilfældig i valget, men det fortræffelige lys i rummene fremhæves som en stor oplevelse. Johannes Larsen, Peter Hansen, Joakim Skovgaard, L. A. Ring og Michael Anker var iblandt malerisektionens udstillere uden at gøre noget synderligt indtryk. Derimod får Bertha Dorphs maleri »Besøg hos den unge Barselskone« alt andet end positive anmeldelser i samme blad. Alt i hendes maleri var fuldendt tomt og intetsigende, uden en eneste dråbe varmt menneskeblod. Anderledes gik det maleren Valdemar Andersen. Rosen valgte ham til at forestå det bygningsmæssige dekorationsarbejde, og i januar måned 1909 blev han engageret til opgaven. Det var et krævende arbejde, den da 34-årige maler fik at indfri på kun 4 måneder. Med dekorationer i stærke farver på ru brædder og lister lykkedes det Valdemar Andersen at symbolisere bygningernes indhold med letopfattelige, tidstypiske motiver. På Københavns rådhus fra 1905 havde arkitekten Martin Nyrop vist vejen med dekorationsarbejder alle kunne aflæse og forholde sig til. Men Valdemar Andersens opgave var af en anden karakter. Han skulle overraske den flygtige publikumsstrøm, som strømmede forbi uden at dvæle nogetsteds. Hertil behøvedes et dristigt farvevalg.

Valdemar Andersen, Illustreret Tidende 30.maj 1909

Kunsthistorikeren Emil Hannover giver i tidsskriftet Architekten 1909-10 Valdemar Andersen følgende med på vejen: » I de store gavlbilleder udvendig og indvendig udfoldede sig først rigtigt dette både frække og fine talent. På de med brædder eller tremmer beklædte uhyre flader, var det formodentlig gået en mindre modig maler galt«. Valdemar Andersen fik med disse arbejder sit gennembrud som bygningsdekoratør. Landsudstillingen var ellers lige ved at blive hans sidste arbejde. Kun 2 dage før udstillingens åbning styrtede han ned fra Tuborgs Triumfbue. Heldigvis slap han mirakuløst let om ved det 19 meter høje fald og kunne igen efter et kort hospitalsophold udskrives. Dekorationsarbejdet med de stærke farver passede fint til Rosens rene og hvide arkitektur. Valdemar Andersen stod for det muntre indslag, og i flere anmeldelser begræd man, at hans arbejder skulle nedtages for at gå til grunde. Var der således en harmonisk sammenhæng mellem bygningerne og deres dekorationer, så synes det samme ikke at være tilfældet mellem bygningerne og de udstillede varer. En besøgende berettede med begejstring om Rosens huse, men omtalte senere udstillingens genstande som souvenirs. 

I dag har vi kun sparsomme beretninger om udstillingen tilbage og en hel del gode billeder af udstillingens arkitektur. Det er trods overskredne budgetter og andre genvordigheder i 1909 stadig arkitekt Rosens indsat som påkalder sig den største opmærksomhed. 

Jacob C. Pedersen arkitekt